TBE! Bevar roen og læs:

Alvorlig livsfarlig frygtet invaliderende virus. Der er nok af skræmmende ord til at beskrive TBE. Derfor er der rigtig mange, der har skyndt sig hen for at blive vaccineret. Forståeligt nok for Tick-born encephalitis kan være slemt og tanken om en lille blodsugende parasit, der uopdaget overfører mikroorganismer med potentiale til at skade dine nerver er mildest talt ikke rar. Der er godt nok flere kompetente forskere, der har udtalt at chancen for at få TBE fra en flåt i Danmark er ret lille, men hvis man i mangel af tid bare har skannet overskrifter og måske ikke helt ved, hvor meget man reelt skal bekymre sig om TBE så kommer her en kort og simpel gennemgang.

 

Er der egentlig mange der er blevet smittet med TBE i Danmark?

Nej. Ikke mange, men der er nogen. Så vidt det vides blev 5 personer smittet i 2020. 7 personer i 2021 og 5 personer i 2022. Det skete primært i Nordsjælland og på Bornholm. I 2023 er der indtil videre 0 påviste tilfælde af TBE.

 

Hvor mange vil så mon blive smittet i 2023?

Hvis vi nu følger tendensen fra de sidste tre år så lad os estimere at max 6 personer bliver smittet i Danmark i år. Så er det store spørgsmål: Kan det blive dig?

Ja jo, chancen eksisterer da. Se her:

6 personer smittes med TBE

Heraf vil 2/3 få influenza symptomer hvorefter de vil blive raske igen

Okay, så er der 2 tilbage. som vil udvikle tegn på hjernehindebetændelse

Hvis vi tager udgangspunkt i antallet af mennesker, der bor i Danmark så er din chance for at få hjernehindebetændelse som resultat af en TBE infektion i 2023 cirka:

Nej vi har så slet ikke taget højde for faktorer så som alder, bopæl m.m., men det er jo også bare for at få en fornemmelse.

Okay chancen er ret lille, men skal man ikke bare tage den vaccine?

Hvis du hører til en af dem, der af den ene eller anden grund opholder sig utrolig meget udenfor stierne i skove og græsklædte områder, hvor TBE findes så jo, snak med din læge om en vaccine. Hvis du ikke er en af dem, så brug hellere din tid og penge på noget der giver mere mening. F.eks. en hat og en solcreme. 52 danskere får hver dag konstateret kræft i huden. Ikke hvert år. Hver dag. I modsætning til TBE så er der her en risiko der er værd at bekymre sig om. Kræftens Bekæmpelse estimerer at 9 ud af 10 tilfælde af modermærkekræft kan undgås hvis vi beskytter os mod solen. Det er gode odds for en relativ lille indsats.

 

Tilbage til flåter. Er de så slet ikke så farlige?

Jo. Det kan de være. De kan bl.a. smitte dig med Borrelia, som også er en infektionssygdom og som er langt mere hyppig end TBE (2000-3000 danske tilfælde om året). Så beskyt dig selv så godt som du kan og fjern flåter fra kroppen med det samme, hvis du finder en. Hold øje med området, hvor flåten sad fast og ring til lægen, hvis du udvikler rødme eller udslæt. Der findes endnu ikke en effektiv vaccine imod Borrelia. Den er svær at udvikle fordi selve bakterien findes i mange forskellige varianter. Heldigvis er der en masse dygtige forskere på sagen. Lad os krydse fingre for at der snart findes en løsning. 

Mette Walter Werdelin, Molekylær Biolog (NYU), Bio-etik (Columbia University) og PHD dropout (DTU).

Kilder: Statens Serum Institut, Danmarks Statistik, Kræftens bekæmpelse

Previous
Previous

Skal dine børn med til skoldkoppefest?